UFO-nauten ba om vann......

Den spanske UFO-forsker Juan José Beni­tez mødte i maj 1977 på en af sine mange rejser en mand, som kunne fortælle en højst mærkværdig historie. Det drejer sig om en engelsk ingeniør, som har haft en nærkontakt af 4. grad i 1951 i Sydafrika. Denne ingeniør er nu bosat i en af Spaniens store provinsbyer, hvor han har en stor stilling, og af denne grund ønsker han at være anonym, så i rapporten bliver han blot kaldt H. M. I de sidste tyve år har han som inge­niør specialiseret sig i instrumenter, f. eks. har han været med til at udvikle og konstruere automatiske piloter til flyvemaskiner. Nu arbejder han i et af Spaniens førende firmaer indenfor avanceret teknologi. Her følger nu ingeniørens egen beretning:

 

datakomponert bilde av møtet med den frakk-kledde besøkende som ba om vann.....(bilde lagd av R Ø i des.99)

På daværende tidspunkt arbejdede jeg for ,,Contactor", et datterselskab af ,,Bri­tish Rheostatic Company", og min kone og jeg boede i en lille by, der hed Paarl i nær­heden af Cape Town. Det er nærmere be­stemt ca. 30 km uden for Cape Town.

Så vidt jeg husker, var det i foråret 1951. Min kone havde en lille brugt fransk bil, som var udmærket, når hun skulle til Cape Town. Nå, for at gøre en lang historie kort, en dag, efter at bilen ikke havde været brugt i nogle uger, opdagede vi, at batteriet var dødt. Derfor tilbragte jeg den aften fra ca. kl. 19 til kl. 22 med at give bilen et efter­syn. Til sidst virkede det hele, og på dette tidspunkt var det selvfølgelig allerede mørkt, så jeg pakkede sammen og gik ind for at vaske hænder, idet jeg besluttede mig til at oplade batteriet en anden gang.

 

Men så skiftede jeg mening. Nær ved hu­set var der en ret stejl bakke, så jeg beslut­tede at løbe bilen i gang og oplade batteriet ved at køre en tur i omegnen. Jeg satte mig ind i bilen og kørte i retning af et bjerg, der hedder ,,Draakensteen" og ligger en 10 -12 km borte. Min idé var meget enkel. Jeg ville køre op til et plateau på bjerget og tilbage igen. Turen skulle være rigelig til at oplade batteriet helt.

Og således befandt jeg mig kl. ca. 22.15 på toppen af bjerget. Der var ingen trafik på denne tid af natten. Området, hvor jeg nu var, ligger ca. 300 m over havoverfladen og danner en slags plateau, der går lige op til et af bjergets store klippeformationer. Der var måneskin den nat, og jeg husker, hvor­dan den kæmpemæssige skygge fra bjerget faldt på størstedelen af plateauet, således at dette område ved kontraste1 syntes hyllet i et forstærket mørke.

Jeg skulle lige til at vende og køre tilbage, da jeg så en mand, der vinkede til mig. Han gjorde tegn til, at jeg skulle standse, hvilket jeg gjorde...

 

Spørgsmål (Benitez): Hvor kom manden fra?

 

Svar (H. M.): Fra det område i pla­teauet, der lå i mørke. For at være nøjagtig, fra det område, hvor plateauet møder klip­pevæggen. Jeg standsede og spurgte, hvad der var i vejen. Han kom hen til vinduet og sagde: ,,Har du noget vand?" Jeg svarede, at det havde jeg ikke, undtagen hvad der var i køleren. Manden så ud til at blive uro­lig, da jeg sagde dette, og han fortsatte: ,,Vi er nødt til at skaffe vand". Jeg blev nu klar over, hvor opsat han var på at få fat på noget vand, så jeg foreslog, at jeg tog ham med ned til en lille bæk, der løb under vejen lidt længere nede ad bjerget. Manden spurgte: ,,Er der langt til denne bæk?" Jeg svarede, at det var der ikke, måske en halv kilometer. Jeg fortalte ham, at det var me­get fint vand, fordi det kom direkte fra bjer­get oven over os. Ved denne oplysning syn­tes manden at være tilfreds.

 På hvilket sprog talte manden til dig?

 På engelsk, men han havde en meget mærkelig accent.

 

Hvilken accent?

 

Det er svært at sige, i Sydafrika er der alle slags mennesker udover dem, der taler en­gelsk og afrikansk. Der er amerikanere, ty­skere, hollændere, indere, franskmænd, malayer, kinesere osv. Og næsten alle taler engelsk, hver især med en særlig accent ef­ter deres nationalitet. Men denne mands accent var mærkelig... Nå, men jeg bad ham sætte sig ind i bilen, hvad han gjorde, og vi begyndte at køre ned mod kilden.

 Og hvad talte I om?

 Næsten ingenting. Jeg spurgte, om han havde noget at have vandet i, og han sagde, at det havde han ikke... Okay, sagde jeg, jeg har en benzindunk, der måske kan bru­ges. Min led;ager var kortfattet. ,,Det er udmærket," sagde han. Vi kom så ned til kilden, rensede dunken og fyldte den med vand. Derefter vendte vi tilbage til bilen og kørte op til det sted, hvor jeg havde mødt ham.

Jeg standsede et stykke fra foden af klip­pevæggen, og manden pegede ind i mørket, der dannedes af skyggen. ,,Der," sagde han og mente, at jeg skulle køre nærmere ind mod klippen. Og da vi kom ind i skyggen, og mine øjne vænnede sig til mørket, anede jeg omridset af et mærkeligt fartøj .


Stod det uden for vejen?

Ja, det var ca. 100 meter fra vejen og in­de i skyggen. Hvordan så fartøjet ud, og hvad målte det i diameter?

Det var ret stort. Diameteren må have været mellem 10 og 15 meter. Det var ikke særligt højt. Fra fod til top kan det måske have målt 4 meter. På undersiden kunne jeg se en åbning, der var oplyst, og nogle trin, som førte ind i fartøjet, hvilket jeg op­dagede lidt senere. Jeg stod der helt målløs.

Gik du ind i fartøjet?

Ja, manden bad mig gå med ind.

 

Og hvad var din reaktion på det?

 

Ja, jeg vil ikke nægte, at jeg var bange (redd). Så jeg svarede ikke, ligesom én, der føler mistillid. Men manden insisterede og inviterede mig med en venlig gestus til at gå med ham ind i fartøjet Og jeg gik op ad trinene og ind før ham.

 

Og hvad så du så?

 

Inde i objektet, som var helt rundt, var der andre mænd. Fire til. En af dem lå udstrakt. Efter hvad min ledsager forklarede, havde de haft et mindre uheld, og manden, der nu lå dér, var blevet forbrændt. Jeg sagde, at jeg gerne ville lidt tættere på, så jeg kunne se den sårede mand. Men min ledsager sagde, at jeg ikke måtte flytte mig fra det sted, hvor jeg stod. Så jeg blev stående lige ved indgangen.

 

Hvordan så det indvendige af fartøjet ud?

 

Det var et cirkulært rum. Der var firkan­tede vinduer hele vejen rundt, og under dis­se var der en slags sofa, også hele vejen rundt.

 

Hvor højt var rummet?

 

Højt nok til, at man kunne gå rundt der­inde. Mændene var alle mindre end jeg. De var måske 1,50 til 1,60 m høje. Ved vinduerne var loftet lidt afrundet. I midten af rummet var der nogle håndtag, som de der er i jernbanernes signalkasser. Disse håndtag var anbragt på et lille firkantet område og var ca. en meter høje. De endte i en slags gaffel ligesom håndbremsen på ældre biler.

 Hvor mange håndtag var der?

 Jeg er ikke helt sikker, måske otte sæt i to rækker. Hvad jeg imidlertid kan sige er, at hvert håndtag gik fra indersiden af maskinen. Jeg kunne tydeligt se den firkantede sprække. Ovre i den anden side af rummet så jeg en slags bord... men det var ikke noget bord. Jeg troede, at det muligvis kunne være et instrumentbræt, men jeg kunne ikke se nogen instrumenter på det. Jeg er fagmand på dette område, så jeg kan forsikre dig for, at jeg så nøje efter. Noget andet, der overraskede mig, var belysningen.

 

Hvorfor?

 

Fordi jeg ikke kunne se nogen lyskilde. Det så ud, som om lyset kom fra væggene eller loftet eller alle steder fra på én gang.

 

Hvilken farve havde lyset?

 

Stærkt hvidt.

 

Og hvad foretog besætningen sig?

 

Manden, der havde ledsaget mig, satte dunken med vand tæt ved de andre fire mænd og kom så tilbage til det sted, hvor jeg stod.

 

Talte de med hinanden?

 

Det tror jeg ikke. Ét er helt sikkert, og det er, at de andre fire ikke engang vendte sig for at se på mig, da jeg kom ind i fartøjet. De så ud til at være optaget af at pleje den sårede mand, der lå udstrakt på sofaen. Jeg spurgte min ledsager, om de be­høvede en læge. Men han sagde nej. Nu var det ham, der spurgte mig, om der var noget, jeg gerne ville spørge om. Jeg sagde: Ja, naturligvis."

 

Og hvad spurgte du så om?

 

Jeg sagde, at da jeg selv var ingeniør, var jeg forundret over, at der ikke var noget instrumentbræt eller navigationsinstrumenter.

Jeg spurgte ham også, hvordan maskinen fungerede. Jeg spurgte: ,,Hvor er maskinerne?" og dertil svarede han: ,,Vi har ingen maskiner." Så spurgte jeg: ,,Hvordan navigerer I så?" Nu pegede han på håndtagene og sagde: ,,Vi har et andet system. Vi ophæver tyngdekraften. Det er på den måde, vi hæver os.

 Men gik dere i detaljer om det?

 Ja, jeg spurgte, hvordan de overvandt tyngdekraften, og han svarede, at de benyt­tede et meget tungt, flydende stof, der cirkulerede i et rør. Med dette system skabte de en magnet... det vil sige noget lignende, som vi gør det med elektromagneter, men de bruger dette flydende stof i stedet for elektricitet. Jeg spurgte ham, hvad det var for et stof, og han sagde bare, at det var et meget tungt stof. Jeg tænkte så på kviksølv.

 

- I mellemtiden fortsatte manden sin forklaring. Tilsyneladende blev dette stof udsat for hastigheder, der var lig med lysets hastighed. Det vil sige en elektrisk strøms hastighed. Men jeg svarede: ,, Det er umuligt inde i et rør." ,,Nej," svarede han. ,,Det er simpelt. Når det flydende stof forlader røret, kommer det allerede tilbage i den anden ende igen. På den måde er dets relative hastighed uendelig..." - Så det lader til, at disse væsener på basis af dette system plus nogle få ,,magneter" af en slags, der ikke findes på vor klode, har opnået enorme hastigheder, der gør dem i stand til at overvinde tyngdekraften.

 

Spurgte du ham om andre ting?

 

Ja, jeg spurgte, hvor de kom fra.

 

Og hvad svarede han?

 

Han pegede på stjernerne og sagde:

,,Derfra." Jeg insisterede på at få nøjagtigt at vide, hvor de kom fra, men han gentog simpelthen: ,,Derfra." Derpå skiftede han hurtigt emne. Det var klart, at han ikke øn­skede at sige mere herom. Efter at vi havde talt sammen en ca. 15-20 minutter, pegede han venligt, men bestemt, mod indgangen og bad mig gå. Og det gjorde jeg. Jeg gik ud af fartøjet og væk fra det.

Hvor lang tid regner du med, der var gået, siden du først mødte manden?

 

Ca. 45 minutter. Og jeg kan forsikre dig om, at det var de mærkeligste 45 minutter i hele mit liv.

 

Blev fartøjet stående der?

 

Ja, næste dag tog jeg tilbage til stedet, da jeg mente, det hele havde været en merkelig drøm. Der var nogle meget underlige mærker på stedet. Og oven i det kommer sagen med min dunk, som vi brugte til at bære vandet i - den var væk...

For H. M. er denne oplevelse noget, der vil være svært at slette fra hukommelsen, og endvidere ligner den mange tilsvarende beretninger. Som han sagde til mig: ,,Havde det været en drøm, ville jeg have glemt den med det samme. Men dette er anderledes end en drøm. Og jeg husker stadig det hele til den mindste detalje." Da jeg spurgte om den fysiske fremtoning af de fem mænd, svarede H. M.: ,,De var alle klædt på samme måde. En slags kittel, der nåede til under knæet. Den var gjort fast med et bælte. Tøjet var beige-farvet.

 Hvor gammel mener du, manden, der talte med dig, var?

 Han var lidt ældre end de andre. Måske har han været 40 år eller lidt mere.

 

Og hvordan var resten af deres påklædning?

 Det fangede ikke min opmærksomhed af den simple grund, at den ikke var unormal på nogen måde. De havde bukser og sko på. Jeg går ud fra, at jeg ville have bemærket, hvis den havde været anderledes end vor.

Og hvordan var deres ansigter?

 

Jeg lagde ikke mærke til noget mærkeligt ved dem. Måske var deres pander lidt mere fremtrædende end vore.

 

Deres hår?

 

Ikke særligt langt og ens på dem alle. Det var ikke sort, måske kastaniebrunt. Som jeg sagde før, slet ikke noget særpræget.

 Var de meget muskuløst byggede?

 Nej, de var nærmest slanke. Deres hænder mindede mig noget om kvindehænder.

 

Lagde du mærke til, om de havde skæg?

 

 Nej, de havde slet ikke skæg. Det er mærkeligt, det var som om, de aldrig havde haft skæg.

 

Og var deres bevægelser normale?

 

 Ja, fuldstændig. Som jeg allerede har sagt, der var intet hos dem, der ville have fanget min opmærksomhed i særlig grad.

 

***

 Uddrag fra Flying Saucer Review, august 1978/ref i danske UFO-ASPEKT.


see also at buttom -down
about this case- video from late 2023 link

 


 Sluttkommentar: Sannsynligvis var også dette en kontakt til  besøkende fra den LYRANSKE ”familie” – som vi selv som lyse jordmennesker rent genetisk tilhører jf.stoffet som er fremkommet via Meier fra Semjase.

( For mer info om dette se i boken JORDENS FJERNHISTORIE I NYTT LYS.)

 Svensken GØSTA CARLSON hadde på 40tallet en nærkontakt til noen som tilsvarende var landet etter et uhell (engl.on that case).

hovedsiden

click picture to see video on case